23948sdkhjf

Techgiganter vil danne fælles front mod Trumps forbud

Flere store amerikanske teknologivirksomheder vil tirsdag mødes for at diskutere søgsmål mod indrejseforbud.
Flere store teknologivirksomheder vil tirsdag mødes for at diskutere mulighederne for at støtte et søgsmål mod præsident Donald Trumps omstridte indrejseforbud.

Mødet mellem de amerikanske teknologivirksomheder er indkaldt af softwareproducenten GitHub.

Google, Airbnb og Netflix er blandt de inviterede virksomheder.

Det oplyser en kilde med kendskab til situationen ifølge Reuters.

Nyhedsbureauet har ikke været i stand til at få en kommentar fra hverken Google eller Netflix.

Repræsentanter for selskaberne Kickstarter og Twilio bekræfter, at de vil deltage i tirsdagens møde.

Donald Trumps indrejseforbud gælder både flygtninge og statsborgere fra en række lande med en hovedsageligt muslimsk befolkning.

Den amerikanske teknologisektor har tidligt markeret sig som en markant modstander af præsidentens indrejseforbud.

Flere virksomheder har fordømt forbuddet og lovet finansiel støtte til organisationer, der støtter indvandrere i landet.

Allerede mandag oplyste to andre teknologivirksomheder - Amazon og Expedia - at man støtter et søgsmål anlagt af delstaten Washington.

Ifølge begge virksomheder har indrejseforbuddet store konsekvenser for deres forretning.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096